lørdag den 26. september 2015

Et gammelt mål afløses af et nyt mål...

Om en uge går startskuddet til H.C. Andersen maraton. Jeg havde meldt mig til at løbe en halvmaraton som skulle være målet med sommerens løbetræning.
Da jeg begyndte træningen havde jeg kun løbet lige omkring de 10 km, og det var endda nogle år siden.
Jeg begyndte at løbe og fandt stor motivation i at jeg havde denne "opgave" jeg skulle gennemføre d. 4. oktober 2015. Det har hevet mig op af sofaen flere gange, fordi "nå ja, man vil jo gerne have mere overskud på sit første halv-maraton.". Jeg fik trænet som jeg havde planlagt og jeg var kommet op at løbe omkring de 16 km med et overskud så jeg ville kunne have taget de sidste 5 km op til de 21 km.
MEN, så kom der en uventet omgang halsbetændelse og lungebetændelse, som fik sat mig helt af. For 2 uger siden begyndte de første anslag og de følgende 5 dage var jeg mere eller mindre fanget i sengen med hexokain og strepsils. Jeg prøvede igen at løbe da jeg mente jeg var på toppen, og det var absolut en ubehagelig oplevelse. Efter 3 km var min krop helt død og jeg havde intet overskud til at løbe længere. Jeg havde ellers planlagt de 7 km, men nej. Derfor er min beslutning blevet, at jeg ikke deltager, da jeg ikke vil have en oplevelse af manglende overskud ved min første halvmaraton. Jeg føler mig ikke klar til at løbe den nu efter hvad mine stakkels lunger har været udsat for.

Men hvad skal målet så være? 
Jeg elsker at skabe en målrettet træning, ligemeget hvor mange gange man må tilpasse målet undervejs, så er det noget der motiverer mig til at komme ud og bruge min krop. Det motiverer mig at jeg kan se målet nærme sig og jeg får en indre lyst til at give den det allersidste.
Nogle gange må jeg erkende at min træning eller måde at leve på ikke er drevet af motivation, men på disse dage aktiverer jeg min viljestyrke. Min viljestyrke som jeg forestiller mig, ligger langs rygraden og støtter sig op af den faste søjle.
Fx løbetur i regnvejr en kølig morgen - det er ikke just motivationen der hiver en ud af den varme seng og får en til at springe i løbeskoene. For mig er det her min viljestyrke der skal træde i karakter. Jeg får sagt til mig selv at jeg bliver drøn glad bagefter, og erfaringen er at det ikke er så slemt når først man er ude i det. Det samme kan gøre sig gældende ved sene aftentræninger hvor man lige har mærket hvor lækkert det er at slumre i sofaen. Man kan sige til sig selv, du har planlagt at du skal træne, så derfor træner du og du bliver glad for det bagefter - wait and see!
Men tilbage til målrettet træning og hvad der nu skal ske?!
Jeg har lyst til at fastholde mit løb, og tage en tur i ny og næ, nok mest for rekreationens skyld og tillade sig selv at være i et mindgame, hvor man ikke bare kan få overstået det i løbet af 3 min, men at det tager længere tid og man er nødt til at være lige der, hvor man er, og ikke 3 km længere fremme.



DM i poolfridykning 2016
Mit mål lige nu er at forberede mig på DM i poolfridykning 2016.
Dette års danmarksmesterskab var et rent helvede for mig. Jeg var mentalt ude af balance og jeg havde ikke nogen rigtig følelse af at høre til nogen steder. Det fik mig til at tvivle på mine egne evner - særligt indenfor fridykning. Jeg havde ingen følelse af grounding eller glæde ved at være lige der, på det tidspunkt, hvor det egentlig var tanken at jeg skulle gøre det jeg elsker allermest.
Hver gang inden jeg skulle dykke, havde jeg en følelse af at være dårlig og at jeg ikke kunne præstere. Jeg kunne ikke finde glæden i nogle af dykkene, for nå ja, det blev jo alligevel en dårlig præstation. OG så bliver det en dårlig præstation. Men altså, en dårlig præstation ift. hvad eller hvem?
Jeg var så fokuseret på hvad de andre lavede at jeg helt glemte at fokusere på min egen præstation og forberedelse. Jeg glemte at mærke Camilla, kernen, inden jeg skulle dykke.
Derfor vil meget af min forberedelse gå på at styrke mig mentalt til konkurrence.
På mit studie lærer jeg nu her en masse om motivation og følelser og hvordan disse kan spille ind på en performance. Jeg suger al den viden til mig jeg kan og prøver at inkorporere det mere i min træning så jeg for det første kan finde større glæde ved træning, opnå større motivation og optimere min præstation. Jeg vil tage imod den mulighed min sponsor DanTools giver mig, at kunne gøre det jeg elsker selvom jeg er studerende og low-on-money. Jeg vil se det som en mulighed og ikke et forventningspres.
Dette skal være en teaser til fremtidige blog-indlæg omkring motivation, målsætning og performance, SÅ STAY TUNED!!!
Jeg glæder mig til at arbejde meget mere med det og særligt hjælpe andre til at inkorporere det i deres træning.

torsdag den 17. september 2015

Meditation - noget flyvsk eller forholdvist banalt?

Meditation er for dem der er vegetarer, økologi-rødder, bruger duftlys og har dem for i øvrigt altid stående fremme og tændt, eller tændt røgelse - WROOOOONG!

Meditation kan have mange forskellige udtryk alt afhængig af kultur og fokus. Derfor kan det være en jungle i sig selv at finde ud af hvad det er, og hvordan jeg skal kunne bruge det i min hverdag. Derfor tror jeg også der er flere der fraskriver det fordi de reelt set ikke ved hvad det handler om, og fordi det i nogle udtryk kan fremstå enormt flyvsk.
Jeg selv bruger meditation i sin enkelthed til at mærke stilhed og tanker, mærke ubalance og balance og sanse min krop i kontakt med mine følelser.
Allerede her kan det lyde langhåret, men det er i og for sig super enkelt. Du sidder på din flade og mærker hvad der er på spil indeni dig, i nuet - og det er forholdsvist banalt og nemt at gå til.

Jeg selv kom igang med at meditere gennem Sara Campbell som skulle bruge nogle personer der kunne medvirke i en bog hun skulle skrive.
Jeg fik nogle øvelser som stammer fra Kundaliniyoga, som skal varme mig op til meditation. Her fungerer det drøn godt for mig - varme op til meditation, YES - for hvem søren kan sætte sig ned og BUM være med stilhed og tanker? Disse øvelser får mig ned i gear og tager mig langsomt ind i et rum, hvor jeg kan være med tanker og stilhed.
Vores verden vi begår os i, er fyldt med en masse indtryk som vi skal navigere i. Det er vi vant til og er hele tiden parat til noget nyt og nye indtryk. Derfor kan det være svært at sætte sig ned og tænke ingenting og bare tillade at der er stille og der er tanker.
Det var også min første tanke at når man mediterer, så tænker man ikke. Jeg tænker når jeg mediterer, og jeg håndterer tankerne ved at nå en accept af de er der, så jeg fortsat kan være rolig og opmærksom på mine sanseindtryk fra kroppen.
Min meditationspraksis i disse dage er noget anderledes end bare at sidde ned og lave ingenting. Jeg har en sang på ca. 11 min som jeg lytter til. De synger det samme igen og igen, hvortil jeg laver nogle bevægelser der understreger det de synger.
Det lyder sådan her:
"I am the light of the soul, I am bountiful, I am beautiful, I am Bliss, I am, I am."
Denne meditation vil jeg gøre det næste stykke tid hver dag, for at give mig selv et mentalt break fra udefrakommende indtryk.

Jeg synes meditation er på nogle måder ret banalt og så effektivt at jeg kun kan anbefale folk at prøve det. Der findes også gode apps nu til dags hvor man kan blive guidet igennem en hel meditation. Jeg tror man skal prøve det et par gange før man oplever den fulde effekt.

Peter Pedersen arbejder med meditation og laver guidede meditationer. Disse meditationer har været rigtig gode for mig i perioder hvor jeg havde brug for bare at blive guidet og ledt ind til ro.
Du kan prøve hans guidede meditationer på youtube: https://www.youtube.com/user/PeterPedersen/videos.

Meditation er ren sjælepleje og opmærksom på det vi glemmer i en travl hverdag. Prøv det!


torsdag den 10. september 2015

Overraskende resultater for DM i dybdefridykning

Året Danmarksmesterskab i dybdefridykning er netop afsluttet, men undervejs er atleter faldet fra.
4 friske atleter stod klar søndag med alt deres grej, klar til at gøre hvad de er bedst til, men konkurrencen blev udsat fordi arrangørerne havde tekniske problemer med systemet. Jeg fandt aldrig ud af, hvad præcis der skete, men flere atleter gav udtryk for at det var noget der skulle være testet flere dage forinden. Konkurrencen blev altså rykket en dag og udmeldingerne forblev tårnhøje (spændingen ligeså) og nationale rekorder var meldt ud hos 3/4.
Jesper Stechmann klarede sit dyk til 92 m FIM og generobrede sin nationale og nordiske rekord. Ken måtte vende om pga. problemer med trykudligning (Som nordmændene siger: Det er ingen skam å snu). Dena og Stig fik desværre begge to BO på vej op og fik hver især skader som gjorde at de måtte udgå af konkurrencen. Så efter dag 1 var konkurrencen kun blandt Jesper og Ken.
På dag 2 gennemførte Ken sit dyk til 80 m CWT og Jesper sit dyk til 95 m CWT. Jesper meldte meget konservativt ud på 3. dagen for at sikre sit guld med et dyk på 40 m CNF. Ken fik desværre en blackout på konkurrencens sidste dyk og hiver dermed ikke flere point med sig end dem fra dag 1 og 2.
Derfor blev det til, alt i alt, at Jesper fik guld nok engang og Ken vandt sølv.
På trods af at Dena og Stig begge måtte udgå af konkurrencen og med 0 point, så har fridykkerudvalget i Danmark besluttet at Dena bliver dansk mester for kvinderne og Stig vinder bronze.


Det skal først siges at jeg ønsker Dena og Stig super god bedring, og jeg håber Stig bliver klar til VM som starter om et par dage.
I det følgende ønsker jeg at fremhæve formaliteterne og ikke personer!!!!
Jeg må udtrykke min frustration og undren over at den største fridykkerinstans i DK, vælger at kåre en dansk mester på baggrund af 0 point og for den sags skyld også giver bronze for 0 point.
Vi havde desværre kun én dansk kvinde, der havde muligheden for at stille op og det var derfor besluttet på forhånd at hun skulle være dansk mester jf. fridykkerudvalget. Men kan det være rigtigt? Kan man på forhånd kåre en dansk mester før bedriften er indfriet? Handler sport ikke om bedrifter vi kan måle og veje?

Først og fremmest handler det for mig om titlens signal-værdi.
At være Danmarksmester har for mig en stor betydning og er et kæmpe klap på skulderen for den indsats man har gjort og de sportslige bedrifter man har indfriet. Det er en gave og en forløsning på længere tids træning og man føler sig oprigtigt som Danmarks bedste fridykker - ikke til at skyde ned. Den følelse er med til at motivere til videre træning og sætte målet højere.
Til mit første DM, husker jeg tydeligt hvordan Cristina Kümmel blev danmarksmester og jeg holdt særligt øje med hende efterfølgende. Hvad gjorde hun anderledes end mig, for at hun kunne blive danmarksmester? En Danmarksmester er et forbillede for mange, nye som gamle, fridykkere.
At vi i år må give denne titel for en bedrift som desværre ikke lykkedes synes jeg er enormt synd og ærgerligt for sporten. Det ville være det samme at give en 100m-løber en medalje, selvom han aldrig nåede over målstregen?
Det må da også være super underligt for den nykårne danmarksmester at modtage medalje og titel, for noget man slet ikke har udrettet? Det personen istedet burde få var en kæmpe buket blomster, masser af chokolade og kærlighed ad libitum fra træningskammeraterne.

Der kommer også et andet aspekt af titlen frem når vi gerne vil promovere sporten i medierne. Hvordan kan vi få pressen til at forstå at vi tager vores sport alvorligt når vi uddeler en danmarksmestertitel for en bedrift på 0 point? Skulle vi så helt undgå at udnævne en danmarksmester i dybde for 2015?
Ikke nødvendigvis - for der er ranking-sites hvor man kan se, hvem der har den største pointsum for 2015 i dybdedisciplinerne. Og på den måde ville vi kunne kåre en danmarksmester, hvor bedriften siger mere om titlen end den situation som vi har nu.

Jeg håber at det er tydeligt at jeg på ingen måde ønsker at hænge personer ud, eller underkende deres evner som fridykkere! Det er blot en frustration og undren.
Jeg vil så gerne høre hvad andre fridykkere tænker?

PS!
Til alle havfruer i DK, så har jeg snakket med Dena Parsa og Anette Ottzen om at lave et mermaid-cup i DK (Furesøen) (uge 43) hvor vi kan dykke sammen og lave dejlige dyk - nu hvor vi ikke kunne være med til DM i Cypern.


lørdag den 5. september 2015

DM i fridykning på Cypern? Jep...

De danske mesterskaber i dybdefridykning, går for alvor igang imorgen. De danske mesterskaber afholdes på Cypern forud for VM der også afholdes her. Grunden til vi har de danske mesterskaber i dybdefridykning nede sydpå, er fordi rammerne er langt bedre der end herhjemme.
For det første har vi problemer med at finde dybde nok. Jesper Stechmann har berettet om nogle år hvor DM blev afholdt i Sverige og der var en begrænsning på dybden på 70 m og titlen som dansk mester blev afgjort ved den sidste disciplin CNF, fordi der i FIM og CWT blev dykket til 70 m. Vi har også lidt problemer med strømforhold - for Lillebælt er jo i og for sig ret dyb, men desværre meget strømfyldt og kan derfor være på kant med sikkerheden.
CNF (constant weight no fins) er disicplinen uden finner, FIM (free immersion) er disciplinen hvor man trækker sig ned og op igen og CWT (constant weight) er med finner/monofinne ned og op igen. Man får titlen som dansk mester ved at samle point ind fra alle 3 discipliner, og den der har den højeste pointsum er dansk mester for hhv. kvinder og herrer.
Vi harmer med strømforhold - for Lillebælt er jo i og for sig ret dyb, men desværre meget strømfyldt og kan derfor være på kant med sikkerheden.

Det er det dårligst repræsenterede DM i dybdefridykning i flere år og har altså kun 4 deltagere i alt.
Deltagerne er Stig Pryds, Ken Kiriyama, Jesper Stechmann og Dena Parsa. Dena er sikret titlen som dansk mester og det er altså kun mændene der kæmper om 1. pladsen og titlen som dansk mester.

Men hvem er de her deltagere? Jo de er faktisk en del af cremen af dansk fridykning.



Dena Parsa er 31 år og er den eneste kvinde til dette års DM. Dena vandt sidste års DM i dybdefridykning i Kalamata og slog der sin første nationale rekord i disciplinen FIM med dybden 60 m.
Dena er sikret titlen som dansk mester, næsten uanset hvad hun gør og har derfor en frihed til at prøve lidt af til konkurrencen og stadig vinde. Dena ankom for få dage siden og har ikke fået den optimale træning forud for et stævne, så det bliver spændende at følge hende helt frem til VM hvor hun jo er noget mere tilvænnet end til dette DM. Denas egne ord til det forestående DM er: "Vend når det føles rigtigt at vende", "baby-step ad gangen", "Dette er mit dyk", "Jeg bestemmer" alle disse er vejen frem til hvide kort.



Ken Kiriyama er den mand jeg kender, som har rejst mest rundt i verden for at fridykke og har erfaringer med mange forskellige set-ups og forhold ift. steder at fridykke. Ken var for et år siden med til VM i fridykning for hold.
Ken har været dernede en uges tid og træne men har i år generelt fokuseret meget på træning i dybde. Han har deltaget i flere konkurrencer hvor han for hver konkurrence har haft en fin progression og er kommet dybere og dybere.
Ken har ikke altid haft det let ved trykudligning, men noget tyder på at han har fået styr på det i år. Jeg glæder mig til at følge hans udvikling gennem DM og særligt VM.

Jesper Stechmann er 46 år og er uden tvivl den mand i Danmark der har vundet flest danmarksmesterskaber nogensinde, både i pool og dybde. Jesper er danmarks dybeste mand med et dyk på 102 m og for et år siden var han den første mand til at have alle 3 dybderekorder på samme tid. Jesper er super erfaren i konkurrence og har en ro jeg sjældent har set andre konkurrerende fridykkere have. Denne ro kan hjælpe Jesper igennem konkurrencen med stabile dyk og hvide kort og måske titlen som årets danmarksmester i dybdefridykning.





Stig Pryds er 41 år og er som beskrevet i et tidligere indlæg, den atlet der har haft de bedste forudsætninger for denne konkurrence ift. træning og hvile. Stig har i løbet af træningen lavet stabile dyk og har fået finpudset teknikker og selv-tilliden og er klar til DM.
Stig har fridykket siden 2013 og er rykket sig rigtig meget siden dag 1 ved struktureret træning, glæde og passion. Stig har 2 danske rekorder i dybdefridykning med et dyk til 73 m i CNF og et dyk til 91 m FIM.
Stig er i topform og han er mere klar en nogensinde til at skulle dykke i konkurrence.
Stigs motto til dette DM er: guld!


Konkurrencen starter imorgen og det er valgfrit i hvilken rækkefølge man vil tage disciplinerne, man skal bare have alle 3 hvis man skal være med i kampen om titlen som danmarksmester.
Foreløbig har 3 af dem røbet deres annonucements - alle 3 danske rekorder!!
Dena Parsa går efter 67 m CWT - det er 1 meter dybere end min nuværende rekord. Jeg håber hun slår den så jeg kan slå den tilbage igen en dag!
Jesper Stechmann går efter 92 m FIM og slår derfor Stigs rekord med 1 meter.
Stig Pryds går efter 75 m CNF hvilket er 2 meter dybere end hans nuværende rekord.
Ken Kiriyama går efter 83 m FIM.

Al held og lykke til alle sammen

KONKURRENCEN ER UDSAT TIL IMORGEN AF SIKKERHEDSMÆSSIGE ÅRSAGER!