søndag den 26. juli 2015

"Træn i Naturen" i skønne Odsherred


Her i sommerferien var jeg så heldig, at jeg kunne tilbringe noget tid hos mine forældre, som bor i skønne, dejlige og vildt flotte, kuperede Odsherred.
Odsherred ligger i den nord-vestlige del af Sjælland og har masser af kyst, hvilket er lig med lækre badestrande, muligheder for havsvømning og effektiv træning.
Udover strand kan Odsherred også byde på gode skov-områder med bakker og små udfordringer her og der, i form af træstammer der er lagt så man kan balancere på dem eller en gynge, hvor man gynger ud over en skrænt.
Selvom jeg har boet i Odsherred i 19 år, så er der stadig mange naturområder jeg ikke har oplevet endnu, som gør at jeg må vende tilbage nu og da og se mere.

Et af de steder jeg holder rigtig meget af er Høve Skov og Strand. Det var derfor også meget nærliggende at vælge dette sted som træningsplatform til mit arrangement "Træn i Naturen".

Til arrangementet var vi i alt 7 der svedte en lørdag formiddag midt i juli - og vi vil så gerne være lidt flere - så tag en ven i hånden næste gang jeg kommer til Odsherred og lad os træne sammen.



Du kan her se, hvad vi lavede den lørdag i juli og jeg kan godt røbe at ALLE kan være med!

Opvarmning:

- Kongens efterfølger i skovens udfordrende terræn: vi går efter hinanden og vi finder på udfordringer undervejs, fx at kravle over en stamme, krybe under en stamme, gå slalom mellem træerne osv.
- Match-makers: Det er en leg hvor man er i 2 hold - et hold er hjemme (som fx kan være et træ) og det andet hold er ude i marken. Dem ude i marken skal hver især lave nogle attraktive bevægelser (man skal bruge hele sin krop), som skal vække opmærksomhed, så der kan opstå et match. Der opstår et match når en fra hjemmeholdet løber ud i marken, stiller sig foran en markspiller og kopierer bevægelsen. De bytter nu plads og den der var markspiller før, løber hjem og klapper træet og skal nu finde en ny at matche med.

Pulstræning:

- Bakke-løb: Man skal vælge sig en god bakke - ikke for lang og ikke alt for stejl. Når vi er så forskellige niveauer, så er det mest praktisk at vælge en arbejdstid og så når man så meget man kan. Derfor vil jeg anbefale en arbejdstid på 4.00 min, og 2.00 min pause. Man kan køre 2-3 runder alt afhængig af træningsniveau.

Styrketræning:

- Cirkel-træning: Her er der 5 øvelser, som man hver udfører 30 sek, med 30 sek pause imellem hver. Dette gøres i 3 runder - og mellem hver runde er der 1-2 min pause (alt afhængig af hvor mange hunde der skal passere der hvor man træner - hehe).
De 5 øvelser er:
1. Squat
2. Planke
3. Maveøvelse: både lige og skrå (ud til hver side)
4. Burpees
5. Armstrækkere

Nedvarmning/Afslutning:

- Udstrækning: Afslutningsvist laves der simple stræk for de større muskelgrupper - men allermest sørger vi for at runde socialt af med lidt snak. 


Arrangementet er ikke noget der kører fast, men jeg vil udbyde en god omgang træning hver gang jeg er på besøg i Odsherred. Nu kan du måske selv blive inspireret til at prøve nogle af de her øvelser/aktiviteter når du er ude alligevel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar