fredag den 10. juli 2015

Kan en havfrue løbe et halv-maraton?

Jeg bryder mig egentlig ikke om at løbe. Eller, det vil sige, jeg elsker at være i naturen og bruge naturen til at styrke min krop og mit mindset. Jeg har dog haft en del problemer med mine led, grundet skader på knæskallerne, ustabile ankler og så ikke en stærk nok core, som har brokket sig når jeg har løbet eller lavet andet træning på landjorden.
Det var derfor jeg i sin tid hoppede i baljen og fandt ud af at jeg elskede at være i vand og holde vejret.
Nu har jeg dog besluttet mig for at jeg gerne vil prøve med løbet igen. For at fastholde min træning har jeg besluttet at melde mig til H. C. Andersen Halvmaraton, så jeg kan arbejde på at udvikle min løbestil og styrke mit mindset til at klare hele 21,0975 km. 


Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skal træne op og det primære for mig er at få en del kilometer i benene, så mine led kan blive stærkere. Det vil ske gennem kontinuerligt løb, gerne hvor jeg kan komme op omkring de 16 km inden jeg skal deltage i løbet. Og så vil jeg prøve at presse lidt intervaltræning ind her og der, så jeg kan opleve større overskud. 

Mit delmål er at komme ud 2 gange om ugen de første 2 uger og så 3 gange om ugen de sidste uger (en gang om ugen skal være intervaltræning).
Lige nu kan jeg løbe 5+km i kuperet terræn med godt overskud og er sikker på at jeg kan løbe 8+ med samme overskud i fladt terræn. Men bakkerne giver lidt god træning af for- og baglår som jeg også er sikker på skal styrke mig til de længere distancer. Og så elsker jeg at blive max presset op af bakken for så at få "fri" oppe på toppen i vinden.
Jeg tager det hele meget afslappet fordi jeg ikke skal gøre det på en bestemt tid. Jeg tager oplevelsen som jeg ser allerede starter nu, og prøver at finde styrke og glæde i hvert et skridt og hver en tur jeg får i min træning op til løbet. Det er det mindset der skal få en havfrue igennem løbet og sikre en god oplevelse.

Min oplevelse idag har været en tur i bakkerne. Jeg er i Odsherred, hvor der er det fedeste istidslandskab, med gode højder og lækker udsigt. Der var modvind op af bakken så jeg skulle næsten ikke gøre noget for at få luften ind. Oppe på toppen af bakken var den fedeste udsigt som jeg kort nød, hvorefter jeg spurtede hjem, ned af bakkerne. Solen skinnede og jeg kunne ikke mærke meget i mine led, HURRA!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar