onsdag den 12. august 2015

Havsvømning - bliv dus med vandet og dig selv!

August måned er startet helt forrygende, med opstart af kursus i havsvømning (lær at crawle i åbent vand).
Jeg blev spurgt af min tidligere underviser på SDU, om jeg kunne tænke mig at være med til at lave dette forløb. Jeg skulle byde ind med mine erfaringer i mit arbejde i vand ift. at skabe ro og tryghed og det at udforske kroppen i vandet. De fik lov til at prøve at holde vejret og fortsætte den ro vi etablerede forud for vandaktiviteterne.
Vi er nu halvvejs i forløbet og har 3 gange tilbage, hvor vi så småt er begyndt at nørde crawl-teknikken. De foregående gange har vi arbejdet med at aflæse vind og vejr, gennemgået baderåd og snakket sikkerhed. Alle har fx en havtaske som de svømmer med og vi holder opsyn med hinanden. Vi har arbejdet med selvredning - hvad kan jeg i vandet og hvad gør jeg for at få min krop fx fra liggende til stående, eller fra mave til ryg. Vi har brugt meget tid på at italesætte disse bevægelser som vi måske bare gør, for netop at blive mere familiær med vores kroppe og bevægelser i vand-elementet.
Så har vi arbejdet med vejrtrækning og særligt vejrholdning. Her holdt jeg et oplæg om, hvordan vores krop er indrettet til at kunne arbejde effektivt i vandet og fra et mere sportspsykologisk perspektiv, hvordan vi kan arbejde med krop og sind mest hensigtsmæssigt og få en større oplevelsesglæde ved det vi foretager os. Det kan også være for den målrettede trialet at man ved mentaltræning kan opnå bedre tider, man kan undgå at trække vejret unødigt og finde ro i en fysisk presset situation gennem bevidst vejrtrækning og kendskab til kroppens signaler.

Igår aftes gennemgik vi grundfærdigheder som lægger op til at vi snart til at nørde crawlteknikken. I vores kursus-beskrivelse skriver Thomas følgende: "Grundfærdighederne handler om, hvordan vi foretager hensigtsmæssig og effektiv vejrtrækning, balance og bevægelse i forbindelse med vandaktiviteter og elementskiftene deri (fx fra land til vand, bro til vand, over til under vandoverfladen, løb og hop på bunden). Grundfærdighederne skal flettes rigtigt sammen for at få gode oplevelser med svømning også i åbent vand."

Hvem er "VI"?
Thomas Christiansen har stået for dette forløb, hvor jeg sammen med Stephan Junggren byder ind med hver vores erfaringer med/i vandet.

Thomas Christiansen:
Altså, hvad har Thomas ikke lavet i forhold til svømning?
Han er 40 år, har været underviser i svømning på konkurrencehold, været breddechef i Esbjerg svømmeklub, er underviser på Syddansk Universitet på Idrætsuddannelsen hvor han står for alle vandaktiviteterne. Han er en passioneret vandhund med stor erfaring i at lære fra sig og vil gerne smitte andre med passionen for vand-elementet. Thomas lægger vægt på oplevelser og sansning, som skal lægge til grund for videre teknisk arbejde i vand.
Thomas har virksomheden Fornemmelse.dk, hvor igennem dette kursus udbydes. Hold øje med dette firma for lignende kurser/workshops.

Stephan Junggren:
Stephan er ligesom Thomas en stor vandhund med stor erfaring med at undervise i svømme-stilarter og underviser sammen med Thomas idrætsstuderende på SDU.
Stephan er bare 27 år og er med i et forskningsprojekt der hedder "Alle skal lære at svømme" der omhandler svømning i den danske folkeskole.
Han er indehaver af firmaet Tankevækkende, hvor han arbejder med teamudvikling, coaching og talentudvikling. Stephan er god til lynhurtigt at se uhensigtsmæssige bevægelser og retter dem hurtigt så det ikke bliver en dårlig vane. Han er en stor vandhund som mest har arbejdet i svømmehallen, men nu også har fået øjnene op for det store svømmebassin, havet.

Camilla Salling Olsen: (jeg selv)
Jeg er 23 år og er fridykker på eliteplan på 5. år. Jeg har deltaget i flere verdensmesterskaber, været danmarksmester flere år i streg og er indehaver af 2 nationale rekorder i dybdefridykning. Til daglig læser jeg Idræt og Sundhed på SDU med sidefag i Psykologi efter sommerferien. Jeg er indehaver af Opti-Mind, hvor jeg arrangerer workshops indenfor fridykning samt optimering af forskellige idrætter med afsæt i de værktøjer jeg har erfaret i mit arbejde med fridykning og min uddannelse. Jeg har i disse workshops fokus på både det fysiske og det mentale; særligt hvordan disse to aspekter i bund og grund er uadskillelige.
Den ro og selvbevidsthed jeg har oparbejdet gennem fridykning, gør, at jeg håndterer pressede situationer langt bedre.
Jeg nyder i langt højere grad at tage på eventyr. Særligt i havet, uanset hvor høje bølgerne er, hvor lav sigten er, hvor dybt der er, og hvor koldt vandet er. Den glæde og ro vil jeg gerne lære dig, så du kan få mere ud af de eventyr, du tager på, om det er snorkling, vandreferier, løbeture, åbent vand svømning eller bare de små hverdagseventyr, som måske går i glemmebogen, fordi man er for travl med noget tredje.
Sammen synes jeg vi er et stærkt team der kan sætte forskellige perspektiver på først og fremmest indlæring af crawl-teknik, men også tryghed og præstationsoptimering i vand.


Hvis du efter at have læst med her skulle få lyst til at arbejde med dig selv i vand, så tøv ikke med at skrive en mail til optimind.camilla@gmail.com


Jeg selv bliver mere og mere optaget og inspireret af vandet og de eventyr der gemmer sig der. 

Tænk at kunne svømme solen i sænk og slutte dagen af med denne udsigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar